Denver Broncos’ linebacker Brandon Marshall er bestemt ikke tilfreds med præsidentens respons på nationalhymnepolitikken.

NFL’s nationalhymnepolitik bliver ved med at trække overskrifter, ikke kun på grund af indholdet, men også fordi manden, der besidder USA’s højeste embede, bliver ved med at spille på en violin af patriotisme og populisme.

Senest udtalte Trump til Fox News, at “man skal stå med stolthed under nationalhymnen ellers skal man ikke spille. Man burde ikke være der. Måske burde man slet ikke være i landet.”

Den kommentar faldt ikke i god jord hos Marshall.

“Det er ulækkert. Jeg siger ulækkert på grund af vores grundlovssikrede ret til ytringsfrihed. Vi har da ytringsfrihed, ikke? Frihed til at protestere. Så fordi nogle beslutter sig for at protestere i mod noget, så skal vi sparkes ud af landet? Det er ikke sådan tingene burde fungere,” udtalte Marshal blandt andet.

Kontroversen spreder sig

Det er ikke kun i politikens og NFL’s sfære, at nationalhymnepolitikken tager opmærksomhed. I denne uge kommenterede træneren for NBA-holdet Golden State Warriors, Steve Kerr, på NFL’s nye regler, og det var bestemt ikke positive gloser, der kom ud af trænerens mund.

“Det er typisk NFL. De lefler bare for deres fanbase, og forsøger at bruge hymnen som falsk patriotism, nationalism, og til at skræmme folk,” udtalte Kerr.

Med hele miseren omkring hymnen går vi en dramatisk sæson i møde. Foruden kommentarer fra præsidenten og NFL’s nye regelsæt, så har vi også Colin Kaepernicks og Eric Reids sager om aftalt spil i vente.