ESPN Insider Adam Schefter rapporterer, at den nu snart tidligere Panthers spiller Lotulelei, vil underskrive en 5-årig kontrakt med Buffalo Bills. Herved genforenes han med sin tidligere defensive koordinator, nuværende Bills cheftræner Sean McDermott.

Det var forventet at Bills ville styrke sig på defensiv tackle, enten via free agency eller draften. Kyle Williams var i sidste sæson den defensive tackle hos Bills der fik allerflest snaps, men han bliver 35 år i juni. Nu har man altså, ifølge de nuværende rapporter, valgt at hente hans efterfølger i Star Lotulelei, en spiller som cheftræner Sean McDermott kender særdeles godt. Han var defensiv koordinator i Panthers indtil 2016, og har derfor i flere år arbejdet tæt med den 28-årige tackle. Ingen detaljer om kontraktens størrelse er endnu blevet rapporteret.

Lotulelei startede alle 17 kampe for Panthers sidste år (inklusiv playoff), havde 26 tackles, 3 af disse for tab, 1.5 sacks og 1 kast battet ned. Han blev draftet af Carolina i første runde  af 2013-draften, og var i flere år en rigtig god spiller mod løbet. De seneste par år er det dog gået i den gale retning for Lotulelei, hvis skuffende 2016 og 2017 sæson var en betydelig årsag til at Panthers valgte ikke at give ham en forlængelse. Både han og Bills håber dog at han med hjælp fra sin tidligere koordinator, igen kan finde formen fra de første år i ligaen.