Washington Redskins overvejer efter sigende at franchise tagge Cousins, for derefter at trade ham.

Kirk Cousins er ikke Washington Redskins’ startende quarterback næste sæson. Så meget står klart, efter at Redskins anskaffede sig Alex Smith fra Kansas City Chiefs via trade i den forgangne uge.

Det har gjort Kirk Cousins til den mest eftertragtede af de kommende free agent, og adskillige klubber fra New York Jets til Denver Broncos er angiveligt interesserede i den 29-årige quarterback.

Men måske bliver han slet ikke free agent alligevel. Efter sigende overvejer Redskins nemlig at franchise tagge Cousins endnu engang. Det rapporterer ESPNs Adam Schefter.

Det skyldes, at Redskins vil prøve at få noget af det, de måtte opgive i Alex Smith-handlen, tilbage ved at trade Cousins. Derudover vil de angiveligt sikre sig, at han ikke havner hos en af deres direkte rivaler.

Hvis de franchise tagger Cousins igen, vil han få en et-årig kontrakt til en værdi af hele $34,5 millioner.

Cousins kunne imidlertid vente flere måneder med at underskrive tagget, hvilket ville trække hele processen ud, i og med at Redskins ikke kan trade ham, inden han underskriver. Dermed kan klubben altså også risikere at skulle hæfte for den enorme løn, franchise tagget indebærer.

Skulle Redskins droppe tanken og lade quarterbacken blive en free agent, vil de som kompensation få et 3.-rundevalg i 2019-draften. Den kompensation mister de, hvis de franchise tagger ham.

Redskins kan franchise tagge Cousins fra den 20. februar til og med den 6. marts. Free agency begynder den 14. marts.