Sæsonstarten nærmer sig med hastige skridt, og det er blevet tid til den sidste optakt fra NFC South i år. Bliver 2016 året, hvor Buccaneers vender tilbage til slutspillet for første gang siden 2007?

Tampa Bay Buccaneers er i gang med en genopbygning, og 2015 var første år med 22-årige Jameis Winston som quarterback. Der var fremgang at spore, men efter nederlag i de sidste fire kampe sluttede holdet på beskedne 6-10. De største problemer var på den defensive side af bolden, og det kostede også den forsvarsorienterede Lovie Smith jobbet som head coach. I stedet fik holdets offensive koordinator, Dirk Koetter, en forfremmelse, og han ansatte den tidligere Falcons head coach Mike Smith som defensiv koordinator. Udover Smith har holdet også hentet en masse nye spillere til forsvaret, men er det nok til, at holdet skal tages som en seriøs slutspilskandidat i år?

Et ungt og talentfuldt angreb

2015 var første år i Jameis Winston æraen, og det var en succesfuld start. Inden han blev draftet først af alle i 2015-draften, var der tvivl om hans modenhed og karakter, men det var på disse områder, at jeg var allermest imponeret af Winston. Jeg synes, at han med det samme viste den rigtige attitude på banen og tog ejerskab over angrebet. Hvis indstillingen og det mentale ikke er med, kan resten næsten være ligemeget.

Derfor er det mest af alt det quarterback tekniske, der skal arbejdes med. For selvom Winston viste mange lovende takter, så er der specielt ét område, der skal forbedres. Winston havde problemer med præcision i college, og det er samme problem, som stadig forfølger Winston. Det er traditionelt set et af de områder, hvor det er svært at udvikle sig gennem karrieren. Ingen kræver, at Winston bliver den næste Drew Brees, men en fremgang er nødvendigt her i anden sæson.

Noget der kan hjælpe en quarterback, der har en tendens til at være lidt upræcis, er receivere med stor griberadius, og det må man sige, at Bucs har. De to primære receivere, Mike Evans og Vincent Jackson, er begge næsten 2 meter høje, hvilket giver Bucs de vertikale trusler, der kan arbejde med de lidt dybere ruter, som passer til Winstons styrker. Det er en fornuftig duo, men alderen er ved at fange Jackson, så Winston har brug for, at Mike Evans pakker de lidt mange drops væk og i stedet forløser sit enorme potentiale. Til sidst vil Adam Humphries og Kenny Bell kæmpe om spilletiden som slotreceiver, og på tight-end kæmper det talentfulde problembarn Austin Seferian-Jenkins og Cameron Brate om spilletiden, og de kunne meget vel ende med at dele spilletiden.

Selvom meget af den ønskede udvikling på angrebet skal ske i kastespillet, så ligger nøglen for angrebets kortvarige succes stadig på jorden. Imens Winston udvikler sig, har Bucs en stærk duo af runningbacks til at tage fokus. Doug Martin havde et flot 2015, og Buccaneers har brug for, at han holder sig skadesfri, hvilket han kæmpede med i 2013 og 2014. Til at komplimentere ham har de Charles Sims, der kan agere et friskt pust og derudover true i kastesituationer, hvor han overgår Martin.

Selvom Winston, Evans og Doug Martin ser ganske solidt ud, så er de desværre alle afhængige af den offensive linje. Det stadig en ung linje, der formentlig vil forbedre sig i løbet af året, men som tingene står lige nu, ser det lidt usikkert ud. Højresiden med unge Ali Marpet, der havde en pæn rookiesæson, og rimelige Demar Dotson bør være helt fin, men de tre andre er mere tvivlsomme. Joe Hawley er en under middel center, og venstre guard, J.R. Sweezy, kandiderer til den mest overbetalte free agent fra i år. Han er ikke specielt god og har derudover brugt det meste af sæsonopstarten på at komme tilbage fra en skade. Sidste mand er den unge venstre tackle Donovan Smith, der kæmpede med spillet i sin rookiesæson og forhåbentlig tager et stort og nødvendigt skridt frem. Hvis ikke de unge kræfter slår til, risikerer linjen at holde resten af angrebet tilbage.

Nødvendig hjælp til forsvaret

Sidste sæson ramte forsvaret ikke det ønskede niveau, og det kostede blandt andet head-coach Lovie Smith jobbet. Der var ikke længere tiltro til, at hans system var det rigtige, og nu skal Mike Smith finde formlen med en relativt ung og spændende gruppe.

Stjernen på forsvaret finder man helt oppe foran, hvor Gerald McCoy de sidste fire sæsoner har været en dominerende figur. McCoy har over 30 sacks de sidste fire sæsoner, hvilket er fremragende fra hans indvendige position. Ved siden af ham vil den nogenlunde Clinton McDonald tag plads. Det bør være en fin duo, og det var heller ikke her, at Bucs forsvaret havde de største problemer sidste år.

Et af de steder var derimod på defensive-end, hvor højst tvivlsomme spillere som George Johnson, Howard Jones og Jacquies Smith så mange snaps. For at undgå det i år har Bucs forsøgt at forstærke sig. Først med free-agent Robert Ayers, der havde en flot sæson hos Giants, og siden med valget af den spændende Noah Spence i anden runde af draften. Ayers vil være starter, men Spence vil formentlig også se spilletid samme. Sammen med gennemsnitlige William Gholston ser denne gruppe væsentligt stærkere ud end sidste år.

En af de andre profiler på forsvaret finder man i linebacker gruppen. Lavonte David er altid omkring bolden og bidrager først og fremmest med et hav af tacklinger men også med både sacks og interceptions. Han missede lidt for mange tacklinger sidste år, men er stadig en kvalitetsspiller. De to andre linebackere vil være unge Kwon Alexander og gamle Daryl Smith. Alexander viste i glimt stærkt spil sidste år, men havde problemer mod løbet, hvilket skal være hans styrke, når han spiller middle linebacker i 4-3 forsvaret. Daryl Smith er en erfaren herre, hvilket må være grunden til, at de hentede ham. Jeg ser ham som en under middel spiller.

Generelt er de forreste syv rimeligt solide, hvilket kan blive vigtigt, da de bagerste fire ser lidt tvivlsomme ud. På den ene cornerback vil Brent Grimes starte, og selvom han er dalet lidt i niveau, er han stadig udmærket. På den anden cornerback vil jeg blive meget overrasket, hvis førsterundevalget fra i år, Vernon Hargreaves, i de kommende uger ikke slår Alterraun Verner af som starter. Verner har aldrig været nogen succes, og i år må han nok håbe på succes i slotten, hvis ikke han også her bliver slået af ellers tvivlsomme Jude Adjei-Barimah.

På safety har de rimelige Chris Conte og under middel Bradley McDougald, og de to skræmmer næppe mange angreb. Generelt er det en svag secondary, og hvis ikke Vernon Hargreaves bliver en profil allerede i år, ser de sårbare ud her.

Den oversete nøgle: Pass-rushet

Jeg tror, at angrebet i det store hele vil ramme samme niveau som sidste år, og den største fremgang derfor skal ske på den defensive side af bolden. Her har kasteforsvaret tidligere været svagheden, og med holdets secondary i år, så kan det let blive et problem igen. Derfor er det alfa og omega, at holdets investeringer i pass-rushet giver pote allerede i år. Robert Ayers får en essentiel rolle på forsvaret og vil både spille udvendigt men også indvendigt i åbenlyse kastesituationer. Han skal bevise, at de 9,5 sacks i 12 kampe ikke var en tilfældighed sidste år. Ayers bliver nøglefiguren blandt holdets defensive ends, og sammen med McCoy indvendigt skal de være de primære trusler. Hvis de to kan levere varen og rookie Noah Spence samtidig kan vise lidt potentialet, der fik ham valgt i toppen af anden runde, så kan pass-rushet være godt nok til at skjule manglerne bagerst i forsvaret.

Målsætning: Kæmpe med om en slutspilsplads

Sidste år vandt holdet seks kampe, og det skal helt sikkert forbedres i år. Jeg føler, at slutspillet ikke nødvendigvis skal være målsætningen, men hvis bare holdet kan være i nærheden af en plads, når slutspilsbilleterne bliver uddelt, så har det været en fin sæson. Det vil betyde, at holdet skal vinde otte eller ni kampe, og det ser jeg som et ganske realistisk mål.

Det er stadig et ungt hold, og den offensive kerne er sikret de næste mange år. Man er i gang med en genopbygning på forsvaret, og jeg ser dem ikke som langt nok fremme til, at de kan forvente en slutspilsplads. Hvis holdet så holder op med at bruge andenrundevalg på kickere og i stedet tilføjer talent, der spiller mere end 10 snaps pr. kamp, ser fremtiden rigtigt lys ud.

BAL | CIN | CLE | PIT | HOU | IND | JAX | TEN | DEN | KC | OAK | SD | BUF | MIA | NE | NYJ | CHI | DET | GB | MIN | ATL | CAR | NO | TB | ARI | LAR | SF | SEA | DAL | PHI | NYG | WAS